Nyheder

På tur skraldemanden.

De ellers så kontorvante projektgruppedeltagere har været på tur med skraldemændene for at se, hvordan flextømning har indvirkning på deres arbejdsdag. At tømme affald i forbindelse med forsøget er meget anderledes end den måde, skraldemændene ellers er vant til at tømme på, da det ikke er alle beholdere, der skal tømmes. Det kræver forandringsparathed og også tilvendelse.

Turen med skraldemændene har blandt andet givet os indblik i, at det nuværende it-system i skraldebilerne ikke er gearet til at håndtere flextømning. Skærmen, hvorpå informationerne vises, er for lille, og skraldemændene har herudover et ønske om også at kunne se hvilke beholdere, der ikke skal tømmes, hvor det på nuværende tidspunkt kun er de beholdere, der skal tømmes, der bliver synlige på skærmen.

En anden udfordring, skraldemændene står over for, er manglende husnumre i sommerhusområderne. Manglende husnumre og mørke morgentimer gør det svært at lokalisere hvilke sommerhuse, der skal have tømt deres beholder og hvilke, der har afmeldt en tømning. Selvom skraldemændene har adgang til et kort, så er det svært at orientere sig. Skraldemændene gør således brug af papirlister for at holde styr på tømningerne, hvilket selvfølgelig ikke er en holdbar løsning, hvis flextømning viser sig at skulle indføres permanent.

Efter turen kan vi altså konkludere, at der er plads til forbedring, men der er ingen tvivl om, at skraldemændene gør et godt stykke arbejde for at få forsøget til at lykkes.

Del siden:
Vent venligst...